MINE SNART 57 ÅR PÅ KNUDEN

Anne Mette, f. 1949, Ingers datter 

Siddende en stille stund og tænke over mit liv på Knuden, synes jeg det er helt uvirkeligt at regne ud, at jeg sammenlagt har boet her i huset i næsten 57 år.

Jeg blev født i december 1949, to år efter min bror, Aksel. Vi var børn af Inger og Arnold, som overtog ejendommen her på Knuden efter deres bryllup i 1943. De er nu begge døde, senest mor i februar i år – 2011 – 94 år gammel. Hun glædede sig meget til 100-årsfesten, da familiebånd og sammenhold, var vigtige værdier i hendes liv. Desværre skulle hun ikke opleve det, men måske hun et eller andet sted alligevel glæder sig over den store tilslutning til festen.

Det var et hjem uden bekvemmeligheder af nogen art. Maden, som altid var god og rigelig, blev lavet på et brændekomfur, lys var via petroleumslamper, stuerne blev opvarmet med kakkelovn, der var isblomster på ruderne i soveværelset, toilet var et das i et lille rum ved hønsehuset og alt vand blev hentet ved brønden, der hvor der nu gror nøddebuske.

De fleste, som ser det i dag, tror vel næsten ikke det kan passe.

Petroleumslamperne har jeg ingen erindring om, men jeg husker tydeligt elektrikerne der var i huset og installere elektrisk lys, hvilket var omkring 1954. Sikkert første gang jeg har oplevet fremmed arbejdskraft i huset.

De første 10 år ernærede mor og far sig af det beskedne landbrug her, med 2 heste, køer, grise, høns og ænder. Herefter fik far forskellige småjob til at supplere indtægten, for senere at få fast arbejde på Stautrup Savværk og senere hos Glas Alstrup, hvor han i mange år arbejdede sammen med fætter Henning. Mor startede omkring 1960 med at gå ud og kokkerere til store fester sammen med en nabokone, og havde senere arbejde med rengøring og madlavning forskellige steder.

Jeg husker min barndom som tryg og sorgløs. Der var mange børn på Knuden, da to nabofamilier hver havde 5 børn, hvoraf nogle var på alder med os, så der var leg og glade dage. Om sommeren klatrede vi i træer og faldt måske ned og slog os eller i værste fald brækkede en arm, hvilket dog ikke gav anledning til forbud mod træklatring. Vi badede også næsten dagligt nede i åen tæt ved Fusvad, hvor åen slår et skarpt sving og derfor et lidt dybere end ellers. Om vinteren kørte vi på kælk på bakken ovre ved Kristian murer eller ned gennem skoven til Pinds Mølle. Det kunne også give lidt knubs, da der til tider stod et træ i vejen for vores vilde fart.

Vi blev opdraget i Grundtvigs ånd, selv om far og mor naturligvis ikke hørte til Bering Valgmenighed. Det var kun for gårdmandsfolk. Dog kom de i Bering til gymnastik, efterårsmøder og dilettant. Højskolesangbogen har altid haft en fremtrædende plads i hjemmet, og mor kunne såvel den som salmebogen stort set udenad. Både mor og far havde været på højskole i henholdsvis Frederiksborg og Ryslinge og var medlem af de respektive elevforeninger til de var højt op i årene. Jeg husker tydeligt deres glæde, når årsskrifterne dumpede ind i huset ved juletid.

Mor var politisk aktiv og var medlem af både Dansk Kvindesamfund og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som var en underafdeling af UNICEF
Nogle gange var hun til kongres eller delegeretmøde og vi måtte klare os alene et par dage, hvilket jo var meget underligt.

Store  begivenheder i årets løb var besøg af familien eller besøg hos dem. Faste besøg var hos Moster Maren og Morbror Peder i Viby 2. juledag, hvor vi altid fik Julens Konfektkage, som jeg stadig bager hvert år til jul. Turen foregik med rutebilen Århus-Pinds Mølle-Skanderborg.
1. nytårdag var vi altid i Smedskov hos Moster Mary og Morbror Poul, som havde drengene Gert og Ove, der er jævnaldrende med Aksel og mig. Turen foregik med Hammelbanen fra Gammel Harlev til trinbrættet i Smedskov.

Vi besøgte også altid hinanden om sommeren, hvor der var liv og farlige lege. Gert faldt i møddingen og måtte have noget af Aksels tøj på, da han ikke kunne transporteres i tog med den stank, Aksel fik en finger beskadiget ved leg oppe i grusgraven, som var aldeles forbudt område, Gert fik en finger beskadiget i en plæneklipper, som ikke var tilladt legetøj, Aksel brækkede en arm ved at falde ned fra et træ, fordi de havde fået en hund med derop. De lavede mange skarnsstreger og kunne være glade for, at vi ikke havde en Snikkerboa. 

Jeg husker også vore familieudflugter med familien fra Smedskov, hvor vi var på Himmelbjerget og flere gange på strandtur ved Bellevue i Risskov. Det må have været anstrengende dage for de voksne med busser eller tog, unger og oppakning, og naturligvis skulle mændene hjem til aftenmalkningen.

Når vi besøgte Moster Emma og Morten i Hasselager kom vi af sted på cykel, for der var jo kun 7 kilometer. Her var vi ofte på et lille eftermiddagsbesøg, når mor skulle hente friske forsyninger i Frysehuset, som lå i Kolt.

Fra min tidlige barndom har jeg kun erindring om et enkelt besøg hos Moster Elna og Morbror Ejnar på Fyn, som lå i forlængelse af mors deltagelse i Gymnastik Landsstævnet i Odense midt i halvtredserne. Senere var vi derovre sammen med Maren og Peder, som gav os kørelejlighed i deres lille Fiat, hvor pladsen må have været uendelig trang.

Måske undres nogen sig over at alle betegnes Moster og Morbror, hvilket ikke skyldes indavl. Sådan har vi bare altid kaldt dem, undtaget Morten. Nok fordi Morbror Morten var lidt svært at forme for små barnelæber.

Som 14 årig var jeg ude for en begivenhed, som få oplever og mange tror er fri fantasi. Jeg blev ramt af en skypumpe. Naboens datter og jeg var på cykel på vej til præst, og da vi nærmede os Edslev, så vi kornneg hvirvle op i luften i retning mod Pinds Mølle. Jeg var klar over, hvad det var, fordi jeg tidligere under en ferie i Smedskov havde set en lille skypumpe, som Morbror Poul havde forklaret om. Vi valgte at vende om, da skypumpen havde retning mod os, men den må også have ændret retning for pludseligt lå vi i grøften ramt af en tagplade fra Pindsmøllegården. Jeg tog ingen skade, men Else fik flækket overlæben og slået tre fortænder ud. På marken var en karl ved at harve og han kørte straks hjem efter Anna på Skovlide, som kørte os til lægen i Hasselager. Han ringede efter en ambulance, og Else kom under behandling på skadestuen på Århus Amtssygehus, hvor mor og en anden nabokone langt om længe stødte til. Da kunne jeg endeligt slappe af fra det ansvar jeg havde følt og tudede af lettelse.

Aksel og jeg gik i Hasselager Centralskole de første 7 år og kom derefter i Vestergårdsskolen i Viby for at tage realeksamen. Det var vore forældre meget magtpåliggende at give os mulighed for at få den uddannelse, vi ønskede os. Hvilket også blev virkelighed. Aksel blev elektromekaniker og jeg blev sygeplejerske.

1. september 1972 flyttede jeg tilbage til Knuden, da mor og far ønskede at flytte nærmere fars arbejde. Fortsat var det beskedent med moderne bekvemmeligheder, dog var der nu centralvarme via oliefyr, som var etableret midt i tresserne. Der var stadig vand i pumpen og das ude.

Det var det første vi gik i gang med at ændre. I februar 1973, da jeg kom hjem efter at have født mit første barn, var alt rod og skidt, da smeden havde været forsinket og først nu var i gang med at trække vandrør og lave badeværelse og elektrikeren for rundt og etablerede el til det nye vandværk, så der kunne komme vand i hanerne. Jeg pakkede lidt tøj til Andreas og mig selv og blev kørt hen til mor og far på Møllebakken, hvor der var fred og ro for en nybagt mor.

Det var lækkert med vand i hanerne, vaskemaskine og nyt lækkert badeværelse. Der var bare det minus, at brønden ikke kunne klare det øgede vandforbrug, så første gang vi pumpede brønden tør var den dag Andreas blev døbt, og huset var fyldt med gæster. Heldigvis var vi unge og havde mod på livets udfordringer. Dog var vandmangel et stort problem. I 1974 var brønden tør fra påske til november, så alt brugsvand blev hentet i mælkejunger på Skovlide, som var de eneste i området, som havde rigeligt vand. Vask klarede jeg ved altid at slæbe vasketøj med, når vi var på besøg hos familie og venner. Det var jo før engangsbleernes tid.

Vi gik så i gang med at bore efter vand i weekenderne med hjælp fra en pensioneret brøndborer, min far, min svigerfar og Morten fra Hasselager. To kloge mænd med pilekviste havde garanteret, at der var rigeligt vand, blot vi borede 5 – 10 meter ned. Vi borede og borede og stødte kun på ler og store sten, som måtte sprænges væk med dynamit, som vi hentede hos købmand Frost i Tåstrup. På et tidspunkt havde vi kontakt til Geodætisk Institut, som regnede ud, at hvis vi ikke fandt vand i 50 meters dybde, kunne vi godt opgive. Det gjorde vi så, da vi allerede var nede på 60 meter. Fire måneders slidsomt enerverende weekendarbejde var slut, og frustrationerne var store. Mor har ofte sagt, at det er det værste arbejde, hun i sit liv havde været med til og det siger ikke så lidt. Som sygeplejerske arbejdede jeg jo hver anden weekend, hvor mor så lavede mad og passede Andreas. Når jeg kom hjem fra arbejde sad mor ofte ved østgavlen af stalden med Andreas på skødet, og jeg kunne straks se om de var kommet tre meter frem eller to tilbage. Heldigvis fandt vi midt i mismodet ud af, at Århus Kommune kort forinden havde lavet en beslutning som hed: ”Alle borgere i Århus Kommune har ret til vand på lige vilkår”. Det blev vores redning. Onsdag før påsken 1975 lukkede jeg op for kommunalt vand i hanerne og forsyningen har været stabil siden. Heldigvis glemmer man besværligheder, men jeg tænker dog til tider på tiden uden rindende vand.

Siden er der sket løbende renovering. I 1983 udnyttede vi tagetagen med to værelser, et toilet og et kontor og fik samtidig tækket stuehuset. I 2007 tog jeg så den store tur og renoverede 2/3 af underetagen. Alt var pillet ned og rykket ud, selv 8 meter af ydermuren blev brækket ned, så alt nu fremstår nyt, med gulvvarme, nye elinstallationer, køkken, vinduer, døre mm. Det var en drøj omgang, men jeg nyder det hver dag.

Tilbage til forsiden