MIN SKOLEGANG

Inger, f. 1916 

Nu vil jeg fortælle lidt om min skolegang, den begyndte 1. maj det år jeg var blevet 6 år i december, altså i 1923.

Åbo skole var en lille skole med kun to klasser og een lærer, der hed Frederik Sørensen, vi gik i bette klasse til vi var 10 år, og i store klasse til vi var 14 år.Lærer Sørensen var en dygtig lærer, han holdt streng disciplin og vi fik lært noget. I begyndelsen var jeg meget bange for nogle store drenge der passede mig op på skolestien og ville slå mig, men det fik læreren nys om og så faldt der brænde ned. Det var en lang vej for en lille pige at gå, nok ca. 3 km. og det var i al slags vejr, men vi var flere der fulgtes ad. Da aldersforskellen var så stor i klasserne hjalp de store de små, dagen begyndte med morgensang, læreren spillede violin til, og derefter bad vi fadervor. Første time var altid bibelhistorie, den kom vi igennem mange gange. Så var der frikvarter, ude i skolegården, vejret skulle være meget slemt for at vi kunne få lov til at blive inde, i et hjørne var der to Wc’er, et for drenge og et for piger, det var gammeldags das, hvis man var tørstig hang der et blikkrus ved pumpen.

De næste timer var regning, dansk, danmarkshistorie og geografi, flere fag tror jeg ikke vi havde i bette klasse, jo, vi havde også sang. Gymnastik havde vi meget lidt af, om vinteren blev det mest til arm- og knæbøjninger ved siden af bordene, om sommeren brugte vi ribberne ude i skolegården og springstøtter, jeg tror nu ikke gymnastikken var lærerens store interesse, han var heller ikke særlig rask. Når dagen var forbi samlede hver sine bøger sammen, læreren stillede sig oppe ved katederet, og så gik alle op forbi ham, drengene bukkede, pigerne nejede og læreren bukkede for hver af os. Det var i flyvningens barndom, hvis vi hørte en flyver styrtede alle ud i skolegården, læreren med sin kikkert for at se det sjældne syn.

Skolen var en lang bygning med skolestue og gang i den ene ende og lærerens lejlighed i den anden, der var kun en skolestue med kakkelovn som læreren fyrede i med koks. Hvert år til jul samlede vi ind til en gave til læreren, til gengæld holdt han julefest for os, vi blev inviteret med forældre og små søskende til juletræ i skolestuen, først dansede vi om juletræet, så fik vi lidt godter og pebernødder og dansede til Rasmus Sørensens harmonika, de voksne fik kaffe inde i lærerens stuer, det har været et stort arbejde for fru Sørensen. Jeg kan slet ikke forstå hvordan vi kunne være der, på et tidspunkt i min skoletid var der 22 i store klasse, jeg husker ikke hvor mange der var i bette klasse, men der har nok været 35 skolebørn plus søskende og forældre.

Vi havde også en udflugt hver sommer og en teatertur, begge blev forberedt længe i forvejen, det teaterstykke vi skulle se blev læst højt og snakket om. På selve dagen kørte far os til Ormslev station, og når alle var samlet tog vi Hammelbanen til Århus, fra Hammelbanens station gik vi ad Vestergade til Hotel Phøniks hvor vi spiste vor medbragte mad og købte en sodavand til. Vi havde lidt penge med til sodavand og lidt slik, billetten var betalt i forvejen. Så gik turen til Århus Teater, og det var allerede en stor oplevelse at se det flotte tilskuerrum, og vi var så stille at man kunne høre en knappenål falde. Det var stykker som "Genboerne” ”Nej” og ”Eventyr på fodrejsen” vi så, det var en vældig oplevelse for børn der aldrig havde været i biografen og ikke kendte radio eller TV. Efter forestillingen gik vi tilbage til Hammelbanens station og tog toget tilbage, på Ormslev station holdt far så og ventede på os.

Om sommeren havde vi en udflugt til et sted i nærheden i bette klasse, måske med hestevogn til Frederikshøj eller et andet sted hvor børnene kunne lege, vi havde mad med og spiste sammen, børn og voksne. I store klasse kom vi længere hen, jeg har været med i Rebild Bakker, Viborg og ved Vesterhavet, så fik vi i forvejen fortalt om stedet og hvad vi skulle se der så vi i forvejen kunne danne os et billede af det. Det var hver gang en stor oplevelse, men en gang havde jeg fået en fin ny hat, store piger gik med hat dengang, og den fløj ud af vinduet i toget, det var slemt, den havde kostet syv kroner, det var mange penge dengang.

Af andre begivenheder i skoletiden husker jeg når der kom en fotograf og klassen blev fotograferet, og så kunne vi senere købe billederne. Jeg husker også at lærerparret fik et barn, og at han om morgenen sagde at der var kommet en lille pige inde i stuen i nat. Da jeg var ni år kom jeg i store klasse, jeg var glad for at gå i skole og fulgte vistnok godt med så jeg blev betroet at hjælpe de mindre børn, der var altid nogen der haltede bagefter og det var ikke let for læreren når der var en snes børn i alderen fra 10 til 14 i samme klasse. Vi lærte næsten aldrig udenad, læreren fortalte for os, og han var en levende fortæller.

Da jeg blev 14 år gik jeg til præst hos pastor Kokkenborg i Ormslev, der var et godt stykke at gå, vi gik tirsdag og fredag i vinteren 1930 – 1931 det var fra 10 til 12, og bagefter gik vi tilbage til skolen. Præsten var alene, hans kone var rejst og de blev senere skilt, så når vi kom var han tit ude og fodre høns og gik i sit gamle tøj, så gik han ind og nettede sig lidt og vi kom ind i konfirmandstuen, der var isnende koldt, men han var god til at fange vores interesse. Vi var kun en halv snes stykker for der var megen splid i menigheden.

Jeg synes også jeg vil fortælle lidt om de forhold der førte til dannelse af en frimenighed i sognet, pastor Kokkenborg kom til sognet i slutningen af tyverne, han havde kone og tre børn. Efterhånden opstod der rygter om præstens privatliv, han beskyldtes for at have et forhold til en pige i byen, hvor meget der var sandt viste vel ingen andre end de to, men enden på det blev at has kone rejste og tog de to ældste børn med, præsten beholdt den yngste dreng. Så arbejdede kredse i menigheden på at få dannet en frimenighed, de gik rundt og samlede underskrifter og de fik da også dannet en frimenighed omkring en diakon Poulsen og fik tilladelse til at benytte sognekirken, denne tilstand varede indtil Kokkenborgs død.

Kokkenborg var en meget god prædikant, men han var en stejl rad der kunne være meget ubehagelig hvis nogen der tilhørte frimenigheden havde ærinde til ham. Han blev senere gift igen, det er sært at tænke på, at hvis det havde været i dag var der ingen der havde gjort oprør fordi præsten blev skilt, men dengang var det anledning til stor splittelse i sognet, selv mellem folk der havde været venner og nu valgte hver sin præst, det ophørte først ved pastor Kokkenborgs død i 1953, da opløstes frimenigheden og man enedes om en præst.

Efter konfirmationen kom jeg ud og tjene og så var barndommen forbi og man skulle klare sig selv, men jeg havde da stadig mit hjem hvor jeg kunne ty hen til enhver tid.

Der kan godt være ting som jeg har glemt og andre ting som måske står i mindets glans som bedre end de egentlig var, men jeg tror at vi trods små kår havde det lige så godt dengang som nu, og var mindst lige så tilfredse.  Vi kendte jo ikke andet og alle vi kendte levede på samme beskedne måde, jeg tror i hvert fald at det var en bedre tid for børn, forstået på den måde at både far og mor var hjemme, og de havde ikke nær så travlt som de har nu, det gav en tryghed som jeg tror ofte mangler nu. Men tiden kan ikke skrues tilbage, enhver må leve i den tid der er deres og se at få det bedst mulige ud af det.

Tilbage til forsiden