MIN FAR

Peder, f. 1907

Far er født i Them sogn i 1883, og han døde den i 1947 i Edslev.

Da han var 7 år kom han ud at tjene på en gård på Bindingshede mellem Svejbæk og Himmelbjerget. En søn på gården, en halv snes år ældre end Far, havde ganske små arme, der var standset i væksten, mens han var en lille dreng, men ellers normalt udviklede. Han kunne ikke helt klare sig selv, og en af Fars pligter var at hjælpe ham. I denne plads havde Far det godt, og jeg tror nok, han var der tre somre. En sommer gik fra omkring 1. marts til jul. Lønnen var lidt uld og et par træsko, men føden fik han jo da. I senere pladser var behandlingen hård, slid over evne og prygl til ved mindste lejlighed. Skolegang blev der ikke meget af, og hvis han endelig kom i skole, faldt han oftest i søvn, når han kom til at sidde stille. Far fortalte tit om en degn, der havde forståelse for tjenestedrengene og lod dem sove en times tid, men også om en anden, der trolig prøvede at banke bibelhistorie og katekismus ind i deres søvnige hoveder. Efter omfanget af skolegangen var Fars kundskaber udmærkede. Han læste godt, og vi ville gerne have ham til at læse højt, og han læste bogstavret "det", "mig", "dig" o.s.v. Han kunne skrive dansk uden mange fejl og regne til husbehov.

Far lavede mange skarnsstreger overfor de mænd og koner, han tjente hos. Hans ryg og bag måtte betale dyrt hver gang, men jeg tror, han ligesom opretholdt sin selvagtelse ved ikke at lade sig kue ved udsigten til straf, og var straffen hård, så blev også gavtyvestregerne skrappere. Et enkelt træk kan vise hans form for selvhævdelse. En dag Far stod ved vandtruget med nogle køer, kom hans madmor og overfusede ham på det groveste. Far mente, det var uforskyldt, og han dyppede sin fedtede hat i vandet og gav madmoderen den lige i synet. Hvad der fulgte efter, har jeg glemt. Far havde dog også lyse minder fra sin drengetid. Engang var han blevet så skrækkelig luset, og i sin nød fortalte han det til sin madmor. Hun beordrede alt hans tøj udleveret. Det kom i den varme bageovn, og selv blev han vasket og kæmmet, så han blev luseplagen kvit. Et år tjente han sammen med sin broder, Søren Peter, der var karl på gården, og Far fortalte, at broderen flere gange måtte have fat i manden, når han syntes, det kunne være nok med prygleriet. Samme broder hjalp ham også en anden gang. Far kunne aldrig være i fred for en større dreng, og til sidst besluttede Søren Peter, at han skulle have en lærestreg. En dag, da de tre opholdt sig i kostalden, tog han fat i fyren, og han fik valget mellem en gevaldig omgang prygl eller æde en klat varm kolort, som han fik serveret på en træpind. Han valgte det sidste, og Far fortalte smågrinende, at drengen havde sagt: "De smage sgu it gåt". Siden fik Far fred for ham.

Som årene gik steg Far i graderne, og som tjenestekarl kom han til Vrold, hvor han traf Mor. En tjenestekarl havde ingen mulighed for at forsørge en familie, og Far gik derfor i træskomagerlære hos morbror Jørgen, der var gift med hans søster Ingeborg. Jeg tror ikke oplæringen var særlig effektiv. Både mester og lærling var meget unge, og efter hvad Far fortalte, var de mere optaget af at holde øje med deres geddekroge i mosen end af at lave træsko. Om Far nogensinde har kunnet lave en træsko på egen hånd, ved jeg ikke, men han fik heller aldrig brug for det; han arbejdede altid med andre ting.

Den 26. oktober 1902 blev Far og Mor gift. Jeg tror, de boede hos min oldefar den første vinter. Han var blevet enkemand samme år. Næste sommer var Far soldat i Nyborg. 

Tilbage til forsiden