MIN BARNDOM PÅ KNUDENInger, f. 1916.mange år har jeg tænkt på at skrive noget om mit hjem, min barndom og tiden dengang, men det er ikke blevet til noget, tildels af tidnød, men nu da jeg er fyldt 67 år må det være nu eller aldrig. Det kan måske have interesse for andre, i hvert fald kan jeg selv have fornøjelse af at mindes og se hvor meget jeg kan huske. Jeg er født på Edslev Knude 17. december 1916. Far hed Aksel Jensen han stammede fra Gl. Rye, hans far var træskomand Jørgen Peder Jensen, hans mor hed Ellen, de boede på et sted der kaldes Fæstibakken nær Himmelbjerget. Jeg mindes kun at have været der een gang, men jeg har ingen klare erindringer om de bedsteforældre. Mor hed Ane Jørgensen, hun var fra Vrold ved Skanderborg, hendes far var også træskomand og desuden bælgtræder ved Skanderup kirke, Han hed Jesper Jørgensen, hans kone hed Inger, hende er jeg opkaldt efter. Dem husker jeg bedre, de boede i Vrold Mose i min barndom, senere flyttede de til en søn i Svejbæk hvor bedstemor døde. Bedstefar boede en tid hos far og mor, men det gik ikke godt, de havde heller ikke plads. Det første jeg mener at kunne huske er Marys fødsel, da var jeg tre år, jeg mener at kunne huske at mor lå med hende i den store seng, og at Peder og jeg var blevet sendt over til Christian Murer mens det stod på, og at Christian hentede appelsiner inde hos Berta Marie i Edslev. Jeg kan også huske at Peder der er 10 år ældre løb efter mig op ad bakken mod vest, jeg har nok drillet ham. Ejnar kan jeg ikke huske fra min tidlige barndom, han har nok været ude at tjene, han var 14 år da jeg blev født. Livet var mere enkelt dengang end nu, vi var altid hjemme, een eller to ture til Århus om året var nok højde, og det var som regel kun de voksne. Så skete det, især om vinteren, at vi besøgte naboer om aftenen, men det var uden nogen form for invitation, når vi havde spist om aftenen kunne det ske at far eller mor sagde, skal vi gå ned til Søren og Marie eller over til Christian i aften, Så gik vi og fik kaffe med hvad de havde i huset til, og så gik snakken, der var jo hverken radio eller fjernsyn. Vi gik normalt tidligt i seng, nok ved nitiden.Om sommeren var der nok at lave, men vi arbejdede aldrig om aftenen, da sad vi tit ude på diget, mændene røg pibe og konerne strikkede og snakkede. Far havde altid forskellige småjobs ved siden af ejendommen, han tækkede for folk, slagtede grise og kørte i perioder mælketur, det var nødvendigt for at få føden på den lille ejendom. Mor havde aldrig arbejde udenfor hjemmet, det var der meget få der havde dengang. Hun havde også fem børn, dog ikke hjemme på en gang. Der var ingen form for bekvemmeligheder, vi havde petroleumslamper, komfur og kakkelovn, vandet skulle hejses op af brønden i en spand og bæres ind til folk og fæ og vask. Hver dag skulle der gøres lamper i stand og renses komfur og kakkelovn, det var et slid. Foruden det huslige hjalp mor også til i mark og stald. Vi havde ikke noget vaskehus, gruekedelen stod i baggangen, men rummet var så lille at man ikke kunne stå derinde og vaske, man måtte stå udenfor sommer og vinter, om vinteren kunne tøjet fryse stift mens vi stod og skyllede. Og så måtte vi endda være glade så længe der var vand nok, det slap tit op om sommeren, så måtte vandet hentes langvejs fra, undertiden fra åen i en ajlebeholder, vand til madlavning hentede vi i transportspande hos naboer. Jeg var i mine første år nærmest enebarn da de tre andre var så meget ældre, Ejnar var fjorten år ældre end mig, og ude og tjene, Emma var tolv år ældre og min trofaste barnepige, vi var hele livet knyttet særligt tæt sammen. Peder var ti år ældre så han var for gammel til at være legekammerat for mig. Da jeg var tre år blev Mary født, vi to efternølere fik krigen skyld for, far var indkaldt til sikringsstyrken under første verdenskrig og det var derfor vi kom sagde far altid. Vi to blev børn sammen, legede og skændtes som søskende gør, jeg tror nok at jeg var slem til at ville bestemme over hende, jeg husker i hvert fald at hun ikke måtte få lakrids når vi var på skoleudflugt, det kunne jeg nemlig ikke selv lide. Vi havde mange jævnaldrende legekammerater, Kresten Kristensen og Thyra havde fire, Jens Andersen og Jette havde to, dem legede vi med og gik i skole med. Jeg mindes mit hjem som noget der var absolut sikkert i alle forhold og far og mor som uadskillelige, de levede sammen i 45 år, og da far døde, kun 63 år gammel, blev mor aldrig mere den samme, hun sørgede bogstaveligt talt til sin død og vænnede sig aldrig til at far var borte. De boede på Edslev Knude fra 1911 til 1943, flyttede så til Edslev i et lille hus, far døde i 1947, og mor kunne ikke være alene længere end til 1950, da fik hun en lammelse der bevirkede at hun kun kunne spise flydende mad, og vi kunne dårligt forstå hende. Så flyttede hun hen til Emma i Hasselager, og Emma passede hende til hendes død i 1954. Jeg vil også fortælle lidt om hvordan vores daglige mad var dengang. Vi slagtede selv en gris et par gange om året, og det var ikke sådan en lille gris som dem man får nu, det var een med flæsk på, jo tykkere jo bedre. Det meste af kødet blev saltet og røget, men en lille del blev henkogt med fedt over, men det kunne ikke gemmes ret længe. Om julen fik vi fersk kød, der blev slagtet kort før jul. Juleaften fik vi ribbenssteg og medisterpølse, julemorgen stuvet hvidkål og flæsk. Kålen blev kogt i hovedsuppe, hakket fint og blandet op med fløde og margarine, smør fik vi næsten aldrig. Efter slagtningen lavede vi også blodpølse, den blev kogt i gruekedelen og spist med sukker, sirup og æblemos. Jeg kan endnu se for mig, det store lerfad fyldt af varme sorte pølser, og jeg skal love for at der blev spist den dag. Det saltede kød og flæsk blev vandet ud når det skulle bruges, frikadeller af udvandet kød var søndagsmiddag sammen med sødsuppe som forret. Til hverdag fik vi meget tit stegt flæsk og kartofler, jeg vil tro to-tre gange om ugen, eller grød eller vandmad, grønkåls- eller hvidkålssuppe. Om morgenen fik vi havregrød eller mælk og brød og kaffe, om aftenen stuvede eller brasede kartofler og smørrebrød. Vi havde selv alle grøntsager, kartofler, frugt og bær, i nogle år så meget at far kørte på torvet om sommeren med grønsager, bær og æg. (Skrevet i 1984). |