FRA FATTIGT HUSMANDSSTED TIL LIEBHAVERBOLIG

”KNUDEN” 1911-2011

For 100 år siden erhvervede Aksel og Ane Jensen (1883-1947 og 1881-1954) den lille ejendom på Edslev Knude, som vi siden i familien blot omtaler som ”Knuden”.

Ane og Aksel stammede fra egnen omkring Ry og Silkeborg. De kom af den laveste landalmue, Aksel fra en søskendeflok på 15 (hvoraf 10 blev voksne). Man ernærede sig som daglejere og landhåndværkere, der er således mange træskomænd i familien. De to blev gift i 1902 og fik hurtigt tre børn, Ejnar i 1902 (d. 1971), Emma i 1905 (d. 1971), Jørgen Peder, der bare blev kaldt Peder, i 1907 (d. 2005). Næsten ti år senere fik de to piger, Inger i 1916 (d. 2011) og Mary i 1919 (d. 1996).

De spinkede og sparede af hans arbejdsmandsløn og købte i 1911 ejendommen på Edslev Knude med tre tønder land temmelig dårlig jord. Få år senere kunne de lægge syv tønder fra naboejendommen til. De havde to-tre køer, en hest, undertiden to, og nogle få grise. Men Aksel måtte hele livet tage andet forefaldende arbejde som daglejer, mælkekusk, torvehandler, tækkemand, hjemmeslagter og andet. Han var meget ferm og uhyre flittig og sled sig formentlig op. Han blev kun 64 år. Han blev begravet næsten under tagdryppet ved kirken i Kolt, i gammel tid en særlig ærefuld plads. Gravstedet ligger der endnu. Han havde været kirkeværge i en halv menneskealder. Det var for sognekirken, forstås. Han var jo husmand. Bønderne havde valgmenighed i sognet, Bering Valgmenighed.

Det var et småkårshjem, men med en høj moral. Man svarede enhver sit, og børnene kom pænt i vej efter en tryg barndom. Ane og Aksel sad gældfri ved generationsskiftet i 1943. De havde klaret det på næsten før-moderne betingelser.

Deres datter Inger overtog ejendommen sammen med sin mand, Arnold Borup Jensen. Hun og hendes søster Mary blev gift ved et dobbeltbryllup i 1943, Mary med Poul Jørgensen, der også var landmand. Arnold og Inger fik to børn, Aksel, f. 1947, og Anne Mette, f. 1949, begge opvokset på ”Knuden”.

Huset på ”Knuden” er blevet i familiens eje. Det bebos nu af Anne Mette og hendes søn Andreas, f. 1973, og hendes datter Lise, f. 1988. De har haft deres opvækst dér sammen med deres søster, Karen Marie, f. 1975, som siden er fløjet fra reden. Anne Mette erhvervede stedet efter sine forældre i 1972. Hun har over en årrække renoveret på bygningerne, og stedet er i færd med at forvandles til liebhaverbolig. Naturskønt beliggende nær ved Pinds Mølle med Århus Å, uden gennemkørsel, næsten som ved verdens ende. Og samtidig kun to-tre kilometer fra motorvejen mod nord, mod syd og mod Århus. Man er i midtbyen på ti minutter.

Ved generationsskiftet købte Ane og Aksel et lille hus i Edslev by og boede dér til hans tidlige død i 1947. Få år senere flyttede Ane ind i en lille lejlighed, der blev indrettet på 1. sal hos hendes datter Emma, og hendes mand Morten, der tog sig kærligt af hende til hendes død i 1954.

Ejnar blev gift med Elna, og de fik datteren Bodil, f. 1935. Emma og Morten fik sønnerne Henning, f. 1930, og Palle, f. 1937. Peder blev gift med Maren, de fik sønnerne Jørgen, f. 1934, Ole, f. 1937, og Esben, f. 1939. Mary og Poul fik sønnerne Gert, f. 1947, og Ove, f. 1951.

Tilbage til forsiden